Tabu – hvorfor og hvad gør det

Fordomme og misforståelser er en stor udfordring for mennesker med psykisk sygdom – og for deres pårørende. Og frygten for at blive dømt, stemplet og mødt med afstandtagen gør, at mange helst vil holde det skjult for omverdenen, hvis de får en psykisk sygdom.

Frygt for fordomme fastholder tabu

I en undersøgelse fra 2014 blev personer med psykisk sygdom spurgt, om de kendte til at skjule deres sygdom. 70% svarede, at de på et eller andet tidspunkt havde skjult deres psykiske lidelse, og mellem 30 og 40 % havde undladt at søge job eller uddannelse pga. deres psykiske sygdom. Nogle diagnoser er generelt mere tabubelagte og negativt opfattet end andre. Det er fx tilfældet med sygdomme som skizofreni, bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser. Desuden ser det ud til, at de personer, som mener, at de har noget at miste, fx et job, i højere grad søger at holde deres sygdom skjult.

Men når problemerne bliver gemt af vejen for længe, får de ofte lov til at udvikle sig langt mere, end de behøver. Og når man ikke taler om det, der er svært, og som fylder meget, kan det gå ud over livskvaliteten. Udenlandske undersøgelser har vist en stærk sammenhæng mellem selvstigmatisering og dårlig livskvalitet hos personer med psykisk sygdom.

Psykiatrifondens undersøgelse fra 2016 peger på, at mennesker med psykisk sygdom oplever tabu som noget af det allervigtigste at gøre noget ved.

Når man har en psykisk sygdom, har man brug for den samme forståelse, medfølelse og omsorg, som man oftest får, når man har en fysisk sygdom.

Viden om psykisk sygdom er vigtig

Holdningen til mennesker med psykisk sygdom hænger sammen med viden og fakta. Vores opfattelse af psykisk sygdom er formet af de fremstillinger og fortællinger, vi møder i sundhedssektoren, på arbejdspladserne, i skolerne, i fritidslivet, i medierne, i film og bøger – og i det hele taget i den måde, vi taler med hinanden. Og det er langt fra altid baseret på fakta. Tværtimod. Der er stadig myter og misforståelser, og de er med til at fastholde et forvrænget billede af psykisk sygdom.

Nuanceret viden og fakta påvirker vores opfattelse af og holdning til mennesker med psykisk sygdom. Generelt er det sådan, at jo mere viden om psykisk sygdom man har, jo større forståelse har man for den enkelte.

Åbenhed om psykisk sygdom

Åbenhed om psykisk sygdom er som udgangspunkt godt, om end det nogle gange kan være nødvendigt at overveje, hvem man fortæller hvad og hvornår. Det kan være sårbart at åbne op, fordi man måske ikke bliver mødt med en god forståelse, og det kan gøre ondt. Derfor kan det være vigtigt at passe på sig selv ved at dosere, hvor meget man fortæller til hvem. Det kan fx være en god idé at vente lidt med at fortælle om sin sygdom, hvis man starter på et nyt job eller en uddannelse. Det er altid individuelt, hvor stor åbenhed, man har det godt med.

Forståelse og åbenhed kan både være til gavn for dem, der har en psykisk sygdom, for dem, som er i risikogruppen, og for de mange, som er pårørende. Samtidig er det med til at give livskvalitet til det enkelte menneske, som har psykisk sygdom inde på livet, fordi de ikke behøver at føle skyld og skam, og fordi de ikke behøver at fortie det, der er svært. Åbenhed kan også være en stor lettelse. Og åbenhed kan medvirke til, at flere søger den hjælp, de har brug for – i tide.

Men det er klart, at frygten for omgivelsernes reaktion kan være en barriere for åbenhed. Ofte viser frygten for åbenhed sig dog at være ubegrundet. En undersøgelse fra 2014, viser, at for langt størstedelen af de personer, der har fortalt åbent om deres sygdom på uddannelser og arbejdspladser, har det ikke haft negative konsekvenser. Fx siger kun 4% af dem, der har været åbne over for deres studiekammerater, at det har givet dem et dårligere forhold til dem, og kun 2% af dem, der har været åbne på deres arbejdsplads, angiver at have fået et dårligere forhold til deres kolleger.